BRIGITTE BARDOT 80 OG FLAMMENDE I ST-TROPEZ
Vadim og Gud skabte kvinden - og tak for det!
Af Rud Kofoed
Gud skabte Kvinden – og så startede helle balladen. Søndag den 28. September fyldte hun 80. Men tro ikke, at Frankrigs legendariske femme fatale, Brigitte Bardot, har tabt sin magi af den grund.
Vel lurer BBs direkte blik og fanden i voldske sjæl i tidens indpakning, men den uknækkelige skønhed og viljefasthed skinner tydeligt igennem rynkerne og fugleredefrisuren og er med til at indramme de store, let adskilte fortænder i den mund, som alverdens mænd har drømt om at høre et føjelighedens suk fra.
De sidste 40 år har hun hvæsset sine klør til fordel for dyrevelfærden og pelskåbernes afskaffelse, men på nethinden glimter hun stadig som myten, modellen, sangeren, men først og fremmest filmskuespilleren.
BB flyttede om nogen den seksuelle frihedsgrænse i løbet af sine 21 karriere år med 48 film og mere end 60 hit-sange af bl.a. Serge Gainsbourg. Som en figenbladsbefriet Eva, kørte hun så sin Harley Davidson lige op i den internationale stjernehimmel som et sexsymbol uden sidestykke.
BB tiltrak alt, hvad man kunne komme i tanker om af skandaler. Men efter det internationale gennembrud i Roger Vadims ’Og Gud skabte Kvinden’, som blev lanceret på Filmfestivalen i Cannes i 1956, var der ikke længere grænser for hendes gennemslagskraft.
At hun sluttede sin filmkarriere i 1973 fik blot skandalerne til at dukke op i kølvandet af hendes nye aktiviteter. I forbindelse med dyrevelfærdsarbejdet kastede hun sig både verbalt og personligt over statsoverhoveder, inklusive dronning Margrethe og andre, der kom på tværs af hendes dyre mål. Det er ikke mange dage siden, hun ringede til den franske præsident Francois Hollande – og kom igennem.
Al den ungdommelige, eksistentialistiske provokation, hun lagde krop til, gjorde hende til sin tids mest frigjorte kvinde i Frankrig og langt videre. Den respekterede forfatter Simone de Beauvoir kaldte BB den første og mest frigjorte kvinde i efterkrigstidens Frankrig.
Det skrev hun i sit 1959-essay ’Lolita Syndromet’, der flere gange er genoptrykt for at fastholde BB’s indflydelse. Men hun var langt fra den eneste kunstner, der interesserede sig for Brigitte Bardots magnetisme. Fra Picasso til Mick Jagger, John Lennon og resten af The Beatles, Francois Sagan og utallige andre kunstnere rakte de ud efter fænomenet og ville noget kunstnerisk med hende.
Al den frigørelse i superstjerneårene kom i første række dyrene til gode bagefter, men i de senere år har også hendes liberale sind skiftet farve. Fem gange er hun dømt for racistiske og diskriminerende udtalelser om islam, indvandring og formalisering af homoseksuelle ægteskaber.
Hun har det med at koge over i den debat, der blusser heftigst i Sydfrankrig anført af det franske svar på Dansk Folkeparti, nemlig Front National med Marine Le Pen, 46, i spidsen.
Det hører med til historien, at BB’s foreløbig fjerde og sidste ægtemand, Bernard d’Ormale, som hun har været gift med siden 1992, var rådgiver for advokat Marine Le Pens far, Jean-Marie Le Pen, der overlod Front Nationale til sin datter i 2011 efter nogle af de mest turbulente år i fransk politik.
-Magnifique – J’a aime beaucoup Marine, summede 80 års fødselaren forleden med blomst i håret og lod ingen France 2 tv-seere i tvivl om, at hun var godt ’marineret’ af den nye Le Pen-politik, som senest ved EU-valget skabte et seismografisk udslag på 26 pct. af stemmerne, hvilket efterlod den socialistiske præsident Hollande groggy. Sædvanligvis stiller Brigitte Bardot aldrig op til tv-interviews, men undtagelsesvis lykkedes det at overtale hende.
Selv om man ikke var inviteret med til fødselsdagen, kunne man i det mindste nyde en bid af hendes by alligevel. Minderne har man da lov at tage med sig.
Vadim skabte kvinden, der endnu så mange år efter sidder tilbage på væggen eller nethinden som et fedtet udklip, eller en forbudt drøm. Det kan en 80 års fødseldags ikke kan ændre på.
rud.kofoed@orange.fr
Skulle det være lidt fransk?
Brigitte Bardots bybarn, Yves Bigot, der er generaldirektør for TV5Monde, har skrevet den nyeste og stærkt roste murstensbiografi om 80 års fødselslaren - knapt 500 sider på fransk. Bigot sætter BB's liv i relief ud fra den rock-perspektiverende verden, der er hans. Bogen afslører hans omfattende viden - også om St-Tropez. Bogen overrasker på flere leder, især ved ikke at bringe så som et billede af 'la plus belle', bortset fra om den grafiske forsidepositur af kvinden, som Vadim og Gud skabte og fik en halv verden til vende hovedet efter.
Vadim vild med Brigitte
Den seks år ældre franske filminstruktør Roger Vadim var den første, Brigitte Bardot fordrejede hovedet skæbnesvangert på. Han var fuldstændig vild efter hende, selv om hun kun var et stort barn, da de mødtes. Forældrene gjorde, hvad de kunne, for at piste ham væk fra datteren.
Hans forsikringer om, at han 'kun' ville filme hende, troede de - med rette - ikke meget på. Og det var de under alle omstændigheder imod.
Men kærligheden kender ingen grænser, så da Brigitte Bardot fyldte 18, giftede de sig i 1952. I 1956 lancerede Vadim 'Gud skabte Kvinden' på Filmfestivalen i Cannes. Filmen åbnede alle sluser for BB's internationale gennembrud.
Året efter blev de skilt.
BB nybagt oldemor
Sådan ser BB ud, når man nu møder hende i gaderne i St-Tropez i forbindelse med sit dyrevelfærdarbejde, eller sine politiske udladninger.
Midt i forberedelserne til 80 års lagkagen blev ’sexkillingen’ for første gang blevet oldemor. BB – OLDEMOR! Sådan er det bare! Det er radikalt, som verden kan ændre sig.
Det skal nok siges, at BB har været bedre til dyr end til børn. Indsatsen som mor for sønnen Nicolas, som blev undfanget i 1960 med ægtemand nr. 2, Jacques Charrier, er hun i hvert fald aldrig blevet rost for. Tværtimod har i høj grad været talt om direkte svigt.
Både mor og søn har fnyst af hinanden, som var de fjender. Det siges, at det nu går bedre, efter at hun er blevet oldemor - og ikke rigtig har kunnet løbe fra det.
Det var det, hun gjorde, da hun blev skilt. Hun svigtede som mor og så knapt sin søn under opvæksten. Han var hos sin far og blev opdraget i Charrier-familien.
Et blik ind i BB og det rige jet sets land...
Mellem 80. og 100.000 valfarter i højsæsonen til det lille engang så undseelige fiskeleje, der om vinteren drosler ned til en lille halv snes tusinde. Højsæsonen er en del i juli, men allermest i august, hvor de virkelige fanden-i-voldske livsnydere vælter frem og understreger, at størrelsen bestemt betyder noget, hvad enten det handler om luksusyachter, fly eller creditcard forbrug. Den gamle havn oser af hæmningsløshed, når det går løs.
Nedtællingen er nu i fuld gang, de lukkede skodder bliver flere og flere, men helt stopper festen aldrig i St-Tropez - og lige nu er Brigitte Bardot en rigtig god begrundelse for en fest mere. Den skal helst vare de næste ti år indtil 90 års fødselsdagen!
St-Tropez - Cote a'Azurs paradis for livsnydere
St-Tropez vibrerer morgendovent i varmedisen og træder tydelige og skarpere frem af horisonten, jo nærmere vi kommer over Middelhavets sølvglinsende krusninger. Det er en god idé at sejle dertil, hvis man lige har glemt sit privatfly derhjemme. Man skal i hvert fald have ualmindelig god tid, hvis man vil tage turen i bil. Det tager et halvt liv at komme til og fra byen af den smalle 'villavej', D98, som er den eneste adgangsvej de sidste 15 km ud over halvøen til de kolossale parkeringspladser, man så ender på og knapt kan komme fra med mindre man er overheldig. Tre-fire timer i en kogende trafikkøer er ikke usædvanligt. Selv en snegl kan formentlig gøre det hurtigtigere!
Kom hovedløs til St-Tropez og bliv helgen!
Eglise de St-Tropez med det karakteristiske tårn er det sikre varetegn, der kan ses viden om. Det er også omkring tårnet, at byen samlet sig. Kirken rummer flere gode helgen-historier. Byen og helgenhistorikerne har sat deres lidt til den bedste af dem. Den handler om en romerske officer Torpes fra Pisa, der i år blev halshugget på grund af sin kristne overbevisning. Den hovedløse krop blev lagt i en båd sammen med en hund og hanekylling og sendt til havs. Båden grundstødte ved det franske fiskeleje, hvor en romersk enke fandt den. Hun begravede den hovedløse krop på et hemmeligt sted. Siden har byen heddet St-Tropez, opkaldt efter Torpes, hvis hoved stadig befinder sig i et kapel i Pisa. Officeren blev kanoniseret som martyr, og hans buste står i kirken i St-Tropez.
Hvert år den 16., 17. og 18. maj fejres den hovedløse helt med processioner med busten gennem byen, højmesser, affyring af muskedonnere og et inferno af trommelarm ved den såkaldte 'bravade'-fest. Hvis noget vil udfordre Torpes i hovedløshed, så er det her, det foregår - dog uden helgengaranti.
La Madrague
17 overvejende kendte mænd, fire ægteskaber og en enkelt søn senere bor Brigitte Bardot stadig på La Madraque i St. Tropez. Hun købte ejendommen for 25 mio. franske francs i 1958. I dag skal der rumsteres grundigt med nullerne i Euro for at fastsætte salgsprisen på det paradis, guds kreation af en kvinde har udfoldet sig i uden en trevl og givet baguetter på bordet til mange paparazzifotografer. Smukt var det.
Pariserpigens sommerresidens
Alle de drømme, alle de år. I St-Tropez åndede alt fred og velhavende idyl, da vi forleden var forbi. Det havde måske ikke i samme grad været tilfældet, hvis ikke alverdens øjne havde fulgt Brigitte Bardot, når hun tog ’hjem’ og slappede af i det tidligere så undseelige, lille fiskerleje. Idyllen pariserpigen dengang fandt ligger stadig som en drøm lige ud i Middelhavet ved fodenden af det skrånende terræn med en smuk, vild natur.
Paparazzi-guf
Det var paparazzi-billeder som dette, der gik den halve verden, når BB badede i solen eller vandet fra La Madrague - nu fortsætter de deres gang på nettet, mens BB imellemtiden har taget toppen på igen og er blevet bedstemor
Olde tager en slapper...
Det var utallige paparazzi-fotografer, der fik brød på bordet næsten uanset, hvad den franske sexkilling foretog sig. Om hun tog sig en lur blev det nøje overvåget - og smukt så det ud. Men...
Beton-demokrati mod paparazzi
Brigitte Bardot blev træt af, at se sig ufrivilligt nøgen i verdenspressen, så snart hun slappede af på La Madrague. Det medførte, at turiststrømmen fra byen og hen over den ellers ret besværlige klippestrand voksede til det ulidelige for hende.
Til sidst fik BB nok og søgte myndighederne om dispensation til at bygge høje, beskyttende betonmure omkring sin residens og helt ud i vandet.
Det fik hun straks ja til af frygt for, at hun ellers ville flytte fra byen, og så gik betonkanonerne igang.
Hun kan stadig ikke helt undgå, at der bliver kigget ind fra søsiden, når kändis-ejendomsmægleren Jan Fog og mange andre passerer forbi, eller lader som om. Nogle betænker sig ikke på lige frem at ankre op ude foran idyllen for at få et blik af St-Tropez' berømteste kvinde. Den inderste speedbåd er her gået helt ind i 'indhegningen'.
17 gik i BBs ruse
La Madrague er oprindelig navnet på en slags kæmpe fiskeruse, en indhegning opdelt med båse, som blev brugt til at fange tun med før i tiden. Fangstmetoden var noget af det mest humane, man kunne forestille sig. Det betog BB så meget, at hun døbte sit hus efter den hensynsfulde ruse.
Selv om fiskerne forlængst har opgivet den krævende fangstmetode, har BB haft fornøjelse af den. I hvert fald gik 17 mænd i rusen, og hun lever nu i sit fjerde ægteskab - med Bernard d'Ormale, som hun blev gift med i 1992 og fejrer sin 80 år med.
Før ham var hun som sagt gift med Roger Vadim 1952-57, Jacques Charrier 1959-1962, Gunther Sachs 1966-1969.
Vi mødes i mørke
Solsengene var stillet frem og alt gjort klar til hygge, da vi flød forbi La Madrague. Vinduet stod åbent ind til hende, det gjaldt. Der var meget mørkt derinde. Pyt, det var også i mørket, vi 'mødtes' første gang, da det hele startede og alle drømmene blev tændt - nemlig i biografens mørke. Det var vildt, men jo mere forbudt, jo bedre.
Senere 'mødtes' vi på en noget mere perifer måde, da vi boede i Paris midt i 60'erne. Flere i distriktet vidste alt om, hvor BB havde sin lejlighed. Det var der åbenbart også mange andre, også turister, der vidste, så der gik så lidt folkesport i at gå derhen og bare være med på en harmløs kigger.
Det var ikke for at belure stjernen, men når håbefulde mænd passerede foadressen i deres biler fik flere af dem himmelvendte blikke - op mod BBs lejlighed, på 3. sal så vidt jeg husker, i stedet for på trafikken. Det resulterede i mindst omkring 25 uheld om ugen, mens BB var på stjernetoppen. Det var vildt Fellini-agtigt. Heldigvis skete der ingen personskader, så vidt jeg ved. Men det kom i avisen - og det er ganske vist.
Kigget ind til BB i mørket på La Madrague kalder på endnu et minde. Næste gang vi 'mødtes' i mørket var i Cannes i det gamle Festivalpalæ, der ligesom Blue Bar, lå midt på Croisetten. Jeg skulle skrive om en tv-festival og havde netop set en håbløs tv-udsendelse, som jeg krabbede ud fra.
På vej ud hørte jeg lyd i en anden sal. Nysgerrig listede jeg ind i mørket. Jeg anede omridset af fire-fem silhuetter derinde. Det lykkedes nogenlunde diskret at fumle sig ind på en plads lige foran dem. Det tog ikke mange minutter, at konstatere, at dokumentarudsendelsen meget hjemmevideoagtigt beskrev Brigitte Bardots festlige liv i St-Tropez, hvor hun dansede på bordene og slog sig løs i venners lag. Ikke stor kunst, men sjovt i en tid, hvor der var knald på. Der lød fnis og løsslupne bemærkninger i mørket bag mig.
Da lyset blev tændt viste der sig ganske rigtigt kun at være fire-fem mennesker i den lille sal, men til min udelte overraskelse viste det sig, at den smukke kvinde lige bag mig, var Brigitte Bardot.
Det var åbentbart en af hendes venner, der havde lavet dokumentaren , som hun og hendes lille selskab var smuglet ind i Palæet for at se og åbenbart godkende. Om hun gjorde det, ved jeg ikke.
Jeg har ikke set mere til tv-filmen siden, men i det mindste fik jeg da mødt og hilst på BB i lys uanset, jeg ikke anede, at vi havde siddet set tv i mørke sammen.
En hund efter sol
Når Brigitte Bardot ikke havde tid til at bade topløs, måtte man jo selv gøre det, synes konklusionen at være om bord på denne båd
Det er hårdt at stå til søs...
Det er ikke nok at dø for alt, hvad man har kært
St-Tropez' lille kirkegård hænger på kanten af Middelhavet, og det er altså ikke nok at være død for at blive begravet her. Der er så stort run på at få et sidste hvilested i St-Tropez, at der nu er lavet en forordning om, at man skal født i byen for at få plads. Ellers kræver det en dispensation, det er meget svært at få. Brigitte Bardot kan regne med en plads, men da hun går for at være en udødelig legende er det måske heller ikke pladskrævende?
Enkerne flokkedes om Vadim
Brigitte Bardot blev ganske vist skilt fra Roger Vadim, men de var venner for livet og til døden dem skilte. Da han døde i 2000 var BB med til at bisætte ham i St. Tropez sammen med hans andre enker.
Vadim nåede at være kæreste med Catherine Deneuve og opleve fem ægteskaber:
Brigitte Bardot 1952-57
Annette Strøyberg 1958-60
Jane Fonda 1965-73
Catherine Schneider 1975-77
Marie-Christine Barrault 1990 til sin død i 2000.
Hils i banken
Privatfly i haven
St-Tropez har ganske vist sin egen lufthavn, men nogen synes, det er mere bekvemt at lande i haven - som f.eks. denne angiveligt meget rige indiske businessman.
Båden er ladet med lyst
Kan man ikke få BB at se, kan man vel atid tage en selfie - så det gør de unge livsnydere her om bord
Hunde er velkomne overalt
Båden der lever op til sit navn...
Den romerske villa fik en plads i den gamle havn
Kom bare do
Trossebåde ligger klar til at hjælpe havnens gæster med at få ankret op
Alligator-pigerne klar til en bytur
Skal du med i byen?
Morn, morn
Det er størrelsen, der gør det
St-Tropez vågner
Senequier på hjørnet af den gamle havn er omdrejningspunktet for byens liv
Så er der rødstjernet morgenkaffe til nattens helte...
Morgenmad kan være så mange ting for livsnydere...
Hvad har du i din kurv i dag....
Turisterne begynder at indfinde sig
Havnehygge på den berømte cafe Senequier
Hun holder på jernet...
Om det var natten, der var for hård, eller om det er en ren og skær sikkerhedsforanstaltning, at den unge kvinder holder på jernet, så taget ikke falder ned i hovede på os på cafe Senequier, skal lades usagt
